Tilbage til forside

 

 

 

Tilbage til forside

 

 

Temp. Tenerife syd

 

 

 

 

 

 

 

Historiske Glimt: 

 

Da de første europæiske søfolk kom til øerne, var de største befolket. Men det er kun ur indbyggerne på Tenerife vi med sikkerhed kan sige var Guancher, men for nemhedens skyld, får alle de indfødte denne benævnelse.

Guancherne var et berejst folk med lys hud, ofte blå øjne og lyst hår. Men det ser ud til at der var en hvis forskel mellem folkene på de øvrige øer, både med hensyn til sprog og udseende. Undersøgelser tyder på at der var et vist racefællesskab med berberfolket i Afrika, også hvad sproget angår. På et eller andet tidspunkt må Guancherne være kommet til Tenerife af søvejen, men man ved ikke hvornår, de var højst sandsynligt dårlige søfolk og skibsbyggere. Fælles for indbyggerne var at de levede på stenalder stadie. De boede i hytter af sten eller naturlige bjerghuler, de kendte ikke til metal, men lavede sine våben af dyreben og sten. De havde husdyr som geder og svin.

Betegnelsen Guanche, kommer af sammensætningen af "Guan" som var deres ord for menneske, og navnet som befolkningen havde på Tenerife dengang "Achinch" altså betyder Guanche "menneske fra Achinch".

Idag er der ikke mere tilbage af Guanche sproget end de gamle stednavne som begynder med Te, Ti, Ta eller Gua, samt nogle enkelte sætninger.

Guancherne levede i et udpræget klassesamfund med tre eller fire rangklasser. Lavest på stigen var de udstødte, det var dem som balsamerede de døde. Skikken med at mumifisere de døde kendes kun fra Ægypten, Kanarieøerne, og Peru. Nogen steder skal matriarkalsk styre (kvindestyre) have fundet sted. Øerne blev styret af konger, eller høvdinge. I henhold til de få traditionsberetninger som har overlevet, blev Tenerife engang styret af en konge. Den sidste af kongerne "Tinerife el Grande" havde sit hovedsæde i Adeje. Den førstefødte Bentinerife, kunne ikke vente med at overtage tronen til efter faderens død, og gjorde oprør mod faderen, hans 8 brødre gjorde det samme. Derved blev det gamle kongedømme delt i 9 nye kongedømmer, og den ulykkelige Tinerife døde. De 9 nye kongedømmer var, Tahore, Güimar, Abona, Adeje, Daute, Icod, Tacoronte, Tegueste og Naga. Denne opdeling af Tenerife gjorde det lettere for de Spanske erobere, som kæmpede mod Tinerife's sønner, børnebørn, og til slut oldebørn.

Bentinerife tog Tahoro distriktet og derved positionen som den største konge af de 9. Det var Bentinerife's barnebarn, Bencomo, som masakrerede Spaniolerne ved Acentejo i 1494.

I 1300 tallet begyndte Guancefolket at blande sig med andre folk i fredelige former. Men da erobrene kom 100 år senere, tog det ikke lang tid før det gik galt med herskerfolket. Det vi idag har tilbage efter Guancherne, er offerpladser, mumier, våben, redskaber, samt det som blev skrevet af kirkens folk, de som kom med erobrene, og de kom for at missionere.

Italieneren Lancelotto Malocello var leder for en ekspedition som kom til Lanzarote i 1312, og efter ham har øen fået sit navn. Hensigten med ekspeditionen var var at finde en sejlbar vej til Østen via Afrikas kyst, og dermed få fordele i krydderihandelen med Østen. Lancelotto slog sig ned på Lanzarote, hvor han drev handel i 20 år.

I 1341 kom en Portugisisk ekspedition, noget som førte til at Portugiserne gjorde krav på øerne. Senere kom Castilla og Portugal til at strides om herredømmet, hvilket blev afgjort ved en fredstraktat i 1480 til Castillas (Spaniens) fordel. Castilla er en landsdel i Spanien, som tidligere var eget kongedømme. I 1479 blev Castilla forenet med Aragón til kongeriget Spanien.

I 1402 kom Lanzarote, Fuerteventura og Hierro under Castillas herredømme. Mens Tenerife, som den sidste af øerne, blev erobret af Alonso Ferdández de Lugo i 1496 efter flere store slag mod Guancherne. Her bør nævnes slaget ved Acentejo (lidt nordøst for Puerto de la Cruz) d. 31 maj 1494. Her led Spanien sit største nederlag under hele erobringen af Canarieøerne, 2000 Spanske erobrere blev blev dræbt i denne masakre, kun 200 overlevede. 900 blev dræbt under selve slaget, resten under tilbagetoget. De Lugo overlevede ved at bytte uniform med en soldat. Soldaten blev forfulgt og dræbt af Guancherne.

Den 25 december 1494 var et nyt stort slag på samme sted. Da vandt Spaniolerne over Bencomo (oldebarnet til Tinerife el Grande) og hans Guancher. Siden blev byen La Victoria de Acentejo grundlagt her.

Den 29 september 1496 sluttede alle fred. Canarieøerne var dermed under den Castillianske krone. Erobringen af øerne tog 92 år, og da havde ca. 20% eller rundt 100.000 mennesker af den Canariske befolkning mistet livet.

I 1492, fire år efter at La Gomera var blevet erobret af Castilla, fik øen besøg af Columbus lille flåde som skulle hente forsyninger til sin ekspedition vestover for at finde en ny søvej til Indien. Colombus var også omkring øerne på sine senere ekspeditioner, men først på sin 4 rejse i 1502, begyndte Spanien at forstå øernes betydning som et vigtigt springbrædt fra Europa til Amerika.

Det fandt andre også ud af, i de flg. århundreder kom sørøvere, det var ekspeditioner der enten var af politisk karakter, eller ganske enkelt bevæbnede søfolk som stjal mennesker for at sælge dem på slavemarkeder i nord Amerika. Af de politiske ekspeditioner kom først Portugisere, som blev afløst af Franskmænd, Englændere og Hollændere.

Kaptajn Francis Drake angreb de Canariske havne flere gange, sidste gang i 1595 da blev han slået. Men den mest kendte Englænder som besøgte øerne var admiral Horatio Nelson som ved siden af at blive slået, også led et personligt tab i Santa Cruz de Tenerife. Han mistede sin højre arm da Spaniolerne affyrede en kanon fra "Tigeren" fra La Cuesta, et slot som ligger mellem Santa Cruz og La Laguna. Admiral Nelson mistede også et skib og 226 mand. Dette var 25 juli 1797 og Spanien, som var allierede med Frankrig, lå i krig med England.

Det 18 århundrede begyndte dårligt for øerne. Det sluttede med de gode handelsforbindelser med England, som havde hjulpet sine sine tidligere fjender Spanien, i frigørelses krigen mod Frankrig. Desuden stoppede de fremmede skibe med at proviantere i havnene, og som om det ikke var nok, blev øerne hjemsøgt af kolera, gul feber, og vulkanudbrud, og den korte blomstringstid var ovre.

I midten af det forrige århundrede gav den Spanske regering øerne status af frihavn, i et forsøg på at bedre deres økonomi. I en frihavn kan varer modtages uden toldbehandling, dvs. der er ingen told og afgifter på varerne på Canarieøerne. Bananen blev også en del af redningen takket være de nye køleskibe, samt en tilfældighed der førte til at frugten havnede på Dronning Victorias bord, og senere blev mode fænomen i Europa.

1. verdenskrig satte en stopper for eksporten, men den kom i gang igen i mellem krigsårerne, der blev der også eksporteret løg og tomater i større grad. I 1927 blev Canarieøerne opdelt i 2 provinser, Santa Cruz og Las Palmas. Canarieøerne var ikke direkte ramt af den Spanske borgerkrig (1936-1939) men velstanden gik tabt, og der skulle gå mange år efter den 2, verdenskrig var slut, før øerne kom økonomisk på fode igen. Men banan eksporten led et alvorligt knæk, da de Europæiske og Amerikanske markeder valgte at købe bananer fra mellem Amerika frem for Canarieøerne. Lukningen af Suez kanalen i 1967 førte imidlertid til at Santa Cruz og Las Palmas fik en stor betydning som anløbshavne for lastskibe og supertankere.

Billederne er fra Pyramiderne i Güimar.

 

 

 

 

Temp. København